Nærmeste pårørende

Fra den 1. januar 2008 er ugifte samlevende omfattet af begunstigelsen nærmeste pårørende. Nærmeste pårørende er ifølge Forsikringsaftaleloven § 105 a i nævnte rækkefølge:

1)     Din ægtefælle / registreret partner.

2)     Samlever, hvis man bor sammen og har, venter eller har haft barn sammen, eller man har boet sammen i ægteskabslignende forhold de sidste to år før dødsfaldet.

3)     Dine livsarvinger (børn, børnebørn).

4)     Dine arvinger efter dit testamente.

5)     Arvinger ifølge arvelovens regler: Dine forældre, dine søskende, dine søskendebørn, dine      bedsteforældre, onkler og tanter.

Vi definerer nærmeste pårørende efter denne definition, uanset hvornår du er optaget i JØP. Vær dog opmærksom på, at ratepensioner, som er oprettet før den 1. januar 2008, er omfattet af en tidligere definition af nærmeste pårørende, se nedenfor.

Hvem får udbetalingen?

Har du ikke indsat en særlig begunstiget, tilfalder din livsforsikringssum i JØP nærmeste pårørende i ovenstående rækkefølge.

Hvis du dør, inden udbetalingen af din JØP Ratepension  er påbegyndt eller slut, opgøres kontoen og udbetales som en engangssum til dine nærmeste pårørende. Her har du også mulighed for at indsætte en begustiget. Hvis din ratepension er oprettet før den 1. januar 2008, er den omfattet af en tidligere definition af nærmeste pårørende, se nedenfor.

Ugifteydelsen bliver udbetalt til nærmeste pårørende, hvis du ikke indsætter en begunstiget.

Tidligere definition på nærmeste pårørende

Den tidligere (gamle) definition på nærmeste pårørende er i nævnte rækkefølge:

1) Din ægtefælle / registreret partner

2) Dine livsarvinger (børn, børnebørn)

3) Dine arvinger efter dit testamente

Arvinger ifølge arvelovens regler: dine forældre, dine søskende, dine søskendebørn, dine bedsteforældre, onkler og tanter.

Denne definition gælder kun for din JØP Ratepension, hvis den er oprettet før 1. januar 2008. Du kan have indsat en begunstiget. Hvis din JØP Ratepension er oprettet efter 1. januar 2008, gælder den nye definition.