Spar mere op - JØP Ratepension

Med en JØP Ratepension får du en pensionsopsparing med månedlige rater, hvor du selv bestemmer , hvor mange år den skal udbetales over. Den skal blot udbetales over mindst 10 år og højst 25 år. Ratepension er et godt alternativ til livsvarig alderspension, hvis du ønsker et højere rådighedsbeløb i starten af pensionisttilværelsen og kan klare dig med en lavere pension senere i livet.

Vil du oprette en JØP Ratepension, skal du skrive til JØP på joep@joep.dk 

Oprettelse

Alle optagelsesberettigede i Djøf kan oprette en ratepension i JØP. 

Indbetalinger

Indbetalingen til ratepension kan ske på to måder: Enten via din arbejdsgiver eller som selvbetaler. Du kan både indbetale månedlige bidrag, engangsindskud samt overføre fra en anden ordning. Læs om fradragsregler.

Hvornår kan jeg få ratepensionen udbetalt?

Du kan få udbetalt ratepension, når du har nået din pensionsudbetalingsalder, hvis du er fratrådt din pensionsberettigede stilling. Udbetalingen skal senest begynde 15 år, efter du har opnået din efterlønsalder.

Hvis levealderen fortsat stiger, vil aldersgrænsen for at få udbetalt folkepension også stige. Du kan læse mere om efterløn, folkepension og tilbagetrækningsreformen på bm.dk

Bemærk, at både værdien af din ratepension og udbetalingerne fra den kan påvirke størrelsen af din eventuelle efterløn og sociale ydelser.

Udbetalingsperioden

Inden du starter, aftales udbetalingsperioden. Du kan ikke ændre udbetalingsperioden, når du først er gået i gang. Du modtager raterne månedsvis forud. Udbetalingen bliver beskattet som personlig indkomst.

Ved død

Hvis du dør, inden udbetalingen er påbegyndt eller slut, opgøres kontoen og udbetales som en engangssum til dine pårørende. Når ratepensionen udbetales som en engangssum, skal der i stedet for indkomstskat betales afgift til staten på 40 pct. af udbetalingen. Der skal også betales evt. boafgift, afhængig af hvem der modtager pengene.

Der bliver hensat 5 pct. af dine indbetalinger til kollektive særlige bonushensættelser.

 

Indbetaling via din arbejdsgiver

Er du overenskomstansat, kan du vælge at indbetale 1/3 af dit pensionsbidrag til ratepensionen. Vælger du denne løsning, bliver din livsvarige alderspension og dine dækninger ved invaliditet og død mindre. Du kan også øge dine indbetalinger og lade forøgelsen gå ind på en ratepension.

Er du ikke overenskomstansat, kan du aftale med os, hvor meget du ønsker at indbetale til JØP Almindelig ordning og til ratepension. Du skal dog mindst indbetale 1.300 kr. om måneden til JØP Almindelig ordning.

Du skal være opmærksom på, at hvis du anvender 1/3 af dit pensionsbidrag til ratepension i stedet for til JØP Almindelig ordning, så falder din invalidepension

Privat indbetaling (selvbetaler)

Du kan indbetale et fast beløb hver måned, eller du kan indskyde engangsbeløb. Du skal være opmærksom på, at det sjældent kan betale sig at indbetale meget små beløb, da omkostningerne i så fald bliver uforholdsmæssigt høje. Vil du indskyde et engangsbeløb, skal det være på mindst 5.000 kr.

JØP indberetter din indbetaling til SKAT, men husk at kontrollere, om fradraget er korrekt på din årsopgørelse.

Begunstigelse

Dine ’nærmeste pårørende’ er automatisk indsat som begunstigede på ratepensionen, hvis du ikke har indsat andre. Hvis du vil indsætte en begunstiget, skal du udfylde begunstigelseserklæringen, som du finder nederst på siden og sende den til os.

Af § 105 a i Pensionsbeskatningsloven fremgår det, at begunstigelsen ’nærmeste pårørende’ i nævnte rækkefølge er: Ægtefælle, samlever, hvis I bor sammen og har, venter eller har haft barn sammen, eller I har boet sammen i ægteskabslignende forhold de sidste to år før dødsfaldet, livsarvinger, arvinger i henhold til testamente og øvrige arvinger (forældrelinjen eller bedsteforældrelinjen).

Vær opmærksom på, at reglerne er ændret inden for de seneste år. Har du oprettet ratepensionen før den 1. januar 2008, gælder den tidligere definition af nærmeste pårørende, medmindre du har valgt at blive omfattet af den nye definition. Efter den tidligere gældende definition indgår en samlever ikke som nærmeste pårørende. Ønsker du at blive omfattet af den nye definition, skal du kontakte JØP.

I stedet for ’nærmeste pårørende’ kan du vælge at indsætte en begunstiget. Du kan indsætte din ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, samlever (der har fælles bopæl med dig ved indsættelsen), dine børn, stedbørn eller stedbørns børn. Du kan også indsætte din samlevers livsarvinger eller bestemme, at udbetalingen skal ske til dit bo.

Investeringer

I JØP er ratepensionen en såkaldt gennemsnitsrenteprodukt. Midlerne bliver investeret med Investeringsprofil JØP.

Du betaler 15,3 pct. i pensionsafkastskat af dit samlede afkast. Pensionsafkastskatten beregnes af JØP og hæves på din konto. Hvis afkastet er negativt, skal du selvfølgelig ikke betale. Så modregnes "underskuddet" i de følgende års skat.