Aldersforsikring

Du kan tegne en aldersforsikring, som er en opsparing, der kommer til udbetaling som en sum.

Dør du, inden du får aldersforsikringen udbetalt, tilfalder aldersforsikringen dine nærmeste pårørende.

Aldersforsikring er et gennemsnitsrenteprodukt og forrentes derfor som JØP's øvrige produkter. Aldersforsikringen er ikke omfattet af JØP's omregningsgrundlag.

Indbetaling

Du kan i 2017 indbetale op til 29.600 kr. til aldersforsikring. Indbetaling kan ikke foretages via arbejdsgiver - kun som privat bidrag, indskud eller overførsler fra andre pensionsinstitutter og banker. 

Der er ikke fradrag for indbetalinger til en aldersforsikring, til gengæld er der ikke afgift ved udbetalingen.

Udbetaling

Du kan få udbetalt aldersforsikringen, når du fylder 60 år, hvis pensionsordningen er oprettet før den 1. maj 2007.

Er pensionsordningen oprettet efter den 1. maj 2007, kan pensionen udbetales, fem år før du kan gå på folkepension.

Aldersforsikringen kan senest udbetales ved alder 75.

Omkostninger

JØP opkræver 10 kr. pr. måned i faste administrationsomkostninger samt 0,7 % (maks. 800 kr.) af indbetalingerne det enkelte år.