Omkostninger og gennemsigtighed

Dine omkostninger i JØP er splittet op, så det er mere tydeligt, hvad du betaler for de enkelte omkostningstyper.

For at se dine omkostninger ved din pensionsordning i JØP skal du logge dig på Min Pension 

På Min Pension kan du se de Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) og de Årlige Omkostninger i Kroner (ÅOK). Du kan endvidere se, hvor meget du betaler i omkostninger på din(e) pensionsordning(er) hos os, herunder dine eventuelle andele af:

  • risikooverskud og risikounderskud
  • omkostningsoverskud og omkostningsunderskud
  • risikoforrentning.

De omkostninger omfatter både de direkte og de indirekte omkostninger. De direkte omkostninger bliver trukket på din pensionsordning. De indirekte omkostninger bliver trukket, inden afkastet bliver tilskrevet din pensionsordning.

Omkostninger ved delpensionering

Når du går på delpension, betaler du omkostninger hver gang, du ændrer på din udbetaling (tager en ny del ud). Hvis du fx starter med at få 20 pct. af din pension udbetalt og efter en periode vælger at få yderligere 20 pct. udbetalt, så betaler du omkostninger af begge de to deludbetalinger samt af den resterende del, som du har stående tilbage. Disse omkostninger falder ikke væk, når du går på fuld pension, da de er knyttet til din ordning. Omkostningerne vil også knytte sig til en eventuel ægtefælle- eller samleverpension, som bliver udbetalt efter din død.

Hvis jeg har flere ordninger?

Har du flere ordninger i JØP, vil du kunne se en tabel med omkostninger for hver enkelt ordning. Du skal være opmærksom på, at de omkostninger, du kan se på denne side ’Dine omkostninger’, indeholder flere dele end på depotoversigten under ’Min pension’. Derfor vil der være forskel på tallene. Værdien af dit depot vil imidlertid være den samme som allerede oplyst på din depotoversigt.

Hvordan bliver administrationsomkostningerne fastsat?

De direkte administrationsomkostninger i JØP bliver fastsat af bestyrelsen. Omkostningssatserne fremgår af det tekniske grundlag, som er anmeldt til Finanstilsynet.

Når regnskabet for det foregående kalenderår er gjort op, bliver de endelige administrationsomkostninger fastsat. Indtil omkostningerne er fastsat, bliver de opkrævet med de satser, som fremgår af det forsikringstekniske grundlag.