Supplerende engangsydelse - mulighed for en engangssum

En del af din alderspension kan udbetales som en engangssum - Supplerende engangsydelse - hvis du vel at mærke har indbetalt til den. Du kan tidligst få engangssummen udbetalt, når du fylder 60 år/ når pensionsudbetalingsalderen - også selvom du fortsætter med at arbejde.

Ønsker du ikke at få den Supplerende engangsydelse udbetalt, kan du konvertere ydelsen til alderspension og derved få en højere, løbende pension. Du skal først træffe valget, når du skal have udbetalt din løbende alderspension. Du kan kun få udbetalt Supplerende engangsydelse én gang. Får du ikke udbetalt hele din Supplerende engangsydelse, bliver resten konverteret til løbende pension. Supplerende engangsydelse skal senest udbetales, når du starter udbetaling af løbende pension.

Du betaler ikke indkomstskat af Supplerende engangsydelse, men i stedet en fast afgift på 40 pct., som JØP afregner med SKAT, inden engangsydelsen udbetales til dig.

Ændrede prognosetal

Vi har ændret forudsætningerne for din pensionsprognose, så den afspejler, at der ikke kan indbetales til engangsydelsen fra den 1. januar 2013. Prognosetallet for din Supplerende engangsydelse bliver derved mindre end de beregninger, du har modtaget, før skattereformen blev vedtaget (13. september 2012), for her antog vi, at du ville fortsætte indbetalingen til den Supplerende engangsydelse frem til pensionering.

Værdien af din samlede pensionsordning er fortsat den samme, for dit bidrag er jo uændret, og du behøver ikke selv at foretage dig noget.

Indbetaler du ikke til den Supplerende engangsydelse, bliver du selvfølgelig ikke berørt.