Aktivklasser

JØP's aktiver er overordnet opdelt i fire aktivklasser, der forventes at udvikle sig forskelligt i økonomiske konjunkturer.

For hver aktivklasse er der defineret et strategisk benchmark, som angiver et pejlemærke for, hvordan aktiverne ønskes sammensat på langt sigt.

JØP ønsker at føre en aktiv investeringspolitik. Der er derfor fastlagt udsvingsrammer, der angiver, hvor meget porteføljen må afvige fra det strategiske benchmark.

Ny investeringsstrategi for ca. 90 pct. af JØP’s medlemmer

I 2. halvår 2015 omlagde JØP’s bestyrelse investeringsstrategien for omtegnede medlemmer i afdeling 1 og øgede investeringsrisikoen for at muligøre et højere forventet afkast. Samtidig vedtog bestyrelsen at slå investeringsprofilerne 2 (afdeling 2) og 3 (afdeling 1) sammen. Denne investeringsprofil kaldes Investeringsprofil JØP.

Omlægningen betyder, at ca. 90 % af JØP’s medlemmer nu følger samme investeringsstrategi med samme strategiske benchmark, der har været gældende siden den 1. januar 2016.

Det nye benchmark indeholder en øget andel i risikofyldte aktiver og dermed et højere forventet afkast. For afdeling 2 indebærer ændringen en større andel i kreditobligationer. For afdeling 1 betyder ændringen ligeledes en større andel i kreditobligationer, men også en større aktieandel samt en større andel i alternative aktiver. Den større andel i risikofyldte aktiver medfører for begge afdelingers vedkommende en tilsvarende mindre andel i stats- og realkreditobligationer (sikre obligationer). 

Kategori  Aktivklasse                Strategisk benchmark Min. vægt                     Maks. vægt                    

Investeringsprofil 1

Medlemmer af afdeling 1 med grundlagsrente mellem 1,25 og 4, 25 %

Obligationer

Aktier

Kreditobligationer

Reale aktiver*

90,00 %

 0,00 %

 0,00 %

10,00 %

85,00 %

 0,00 %

 0,00 %

 5,00 %

95,00 %

0,00 %

0,00 %

15,00 %

Investeringsprofil JØP


 

 

Obligationer

Aktier

Kreditobligationer

Reale aktiver

24,00 %

40,00 %

18,00 %

18,00 %

15,00 %

30,00 %

 8,00 %

 8,00 %

50,00 %

50,00 %

26,00 %

25,00 %

* Kun investeret i ejendomme. 


Du kan læse mere om de fire aktivklasser her:

Obligationer

Investeringer, som hører under Obligationer, er defineret som investeringer, hvor den primære risiko opstår som følge af ændringer i renteniveauet. JØP kan påtage sig renteeksponering gennem køb af obligationer samt finansielle kontrakter.

Obligationsinvesteringer kan foretages i danske såvel som globale obligationer, hvor kravet er, at der er tale om meget sikre obligationer. Det sikrer, at risikoen for store tab er meget begrænset, ligesom obligationsporteføljen i meget høj grad er med til at diversificere den samlede investeringsportefølje.

For danske obligationer er der primært tale om realkreditobligationer samt obligationer, der enten er udstedt eller garanteret af den danske stat. En stor del af obligationsporteføljen skal være i danske obligationer, hvilket skyldes, at JØP's renteforpligtelser er i danske kroner.

Udenlandske obligationer har grundlæggende de samme egenskaber og er underlagt de samme rammer som danske obligationer. Her er det udviklingen i de respektive landes renteniveau, der bestemmer kursudviklingen og dermed afkastet.

Der er fastsat en minimumsramme for porteføljen af stats- og realkreditobligationer, hvilket sikrer, at denne portefølje altid vil udgøre en væsentlig del af formuen. Rammen sikrer desuden, at obligationsporteføljen kan agere som en vigtig del af JØP's likviditetsberedskab. Der er endvidere fastsat varighedsrammer, der sikrer, at obligationsporteføljens renterisiko har det rette niveau.

Aktivklassen vil som nævnt altid have en væsentlig del af investeringerne i stats- og realkreditobligationer, men der kan også investeres en mindre andel i fx virksomhedsobligationer med en risiko svarende til en investment grade kreditvurdering, det vil sige BBB eller højere fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s.

Aktier

Investeringer, som hører under Aktier, er defineret som investeringer, hvor den primære risiko opstår som følge af ændringer i aktiekurserne.

Aktieinvesteringer er køb af børsnoterede og unoterede aktier samt finansielle kontrakter. Unoterede aktier dækker over private equity (kapitalfonde) og betragtes som alternative investeringer.

En aktie er en ejerandel i et aktieselskab. Aktier er noget mere risikofyldte end obligationer, til gengæld giver de højere afkast på langt sigt. Aktier er derfor velegnede investeringer for en pensionskasse, der har meget langsigtede forpligtelser. Afkastet på aktier kommer i form af udbyttebetalinger og kursreguleringer.

Når der investeres i aktier, ses der på markedsrisiko samt selskabsspecifik risiko. Markedsrisiko hænger sammen med de makroøkonomiske forhold i de enkelte regioner og kan mindskes ved at investere bredt geografisk og på flere sektorer. Den selskabsspecifikke risiko søges nedbragt ved at begrænse investering i et enkelt selskab og sprede investeringerne på mange selskaber.

Læs om alternative investeringer.

Kreditobligationer

Investeringer, som hører under Kreditobligationer, er defineret som investeringer, hvor den primære risiko vedrører låntagers evne til at honorere sin gældsforpligtelse. I markedet kan dette aflæses ved udviklingen i kreditspænd.

Ved investering i kreditobligationer modtager JØP betaling i form af en merrente for at påtage sig denne kreditrisiko. Investeringerne bidrager til at forbedre risiko/afkastforholdet i porteføljen, da kursbevægelserne for disse typisk vil være forskellige fra aktier og øvrige obligationer.

For at en investering kan tilhøre aktivklassen Kreditobligationer, skal obligationen/lånet være udstedt af et emerging market land eller en virksomhed/stat med en risiko svarende til non-investment grade kreditvurdering, det vil sige BB eller lavere fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s.

Ved investering i emerging markets statsobligationer påtages først og fremmest en landerisiko. I takt med at de forskellige landes økonomier bliver mere modnet, udsteder emerging markets landene i stigende grad deres obligationer i lokalvaluta i stedet for USD og EUR. Ved investering i lokalvaluta eksponeres JØP således også for valutakursrisiko.

Der kan desuden investeres i alternativ kredit, hvor der kan høstes andre typer af risikopræmier i forhold til det likvide kreditmarked. Samme investeringer betragtes som alternative investeringer.

Læs om alternative investeringer.

Reale aktiver

Investeringer, som hører under Reale aktiver, er defineret som investeringer, hvor den primære risiko opstår som følge af ændringer i realrenten/inflationen.

JØP kan investere i reale aktiver i form af likvide indeksobligationer samt illikvide reale aktiver.

Likvide indeksobligationer

Indeksobligationer har i modsætning til nominelle obligationer ingen risiko i forhold til inflationen. Ydelsen og restgælden bliver løbende reguleret i takt med udviklingen i inflationen, hvilket sikrer købekraften i obligationens fremtidige udbetalinger.

Da værdien af indeksobligationer i modsætning til værdien af nominelle obligationer ikke udhules af inflationen, bidrager de til at sprede risikoen i porteføljen. Investering i indeksobligationer kan foretages i danske og globale obligationer med høj kreditkvalitet.

Illikvide reale aktiver

Investeringerne i illikvide reale aktiver er meget forskelligartede. Fælles for dem er, at de på længere sigt forventes at have en væsentlig eksponering til inflation, hvormed deres afkast og risiko primært opstår som følge af ændringer i realrenten/inflationen.

Eksempler på investeringer er fast ejendom, skov og infrastruktur, som betragtes som alternative investeringer.

Læs mere om alternative investeringer.