Redegørelser fra Finanstilsynet

Finanstilsynet kommer jævnligt på inspektion i danske liv- og pensionsselskaber og udarbejder efterfølgende en vurdering af selskabet. Pensionsselskabet er forpligtet til at offentliggøre vurderingen på deres hjemmeside senest tre hverdage efter modtagelsen.

Aktuel redegørelse fra Finanstilsynet:

Finanstilsynet har været på ordinær inspektion i JØP i oktober-november 2015 og har i den forbindelse udsendt en redegørelse. 

Læs Finanstilsynets redegørelse her

JØPs kommentar til redegørelsen:

JØP har fået et påbud om at ændre sine pensionsprognoser, så realistiske fremtidige levetidsforbedringer indregnes i prognoserne. Påbuddet var ventet, da JØP allerede var i gang med at revidere måden, hvorpå prognoserne beregnes, da Finanstilsynets inspektion blev annonceret. Ud over levetidsforbedringer vil der blive taget hensyn til, at indbetalingerne reguleres i takt med inflationen. Vi har løbende informeret om arbejdet i årsrapporten for 2015 og i forskellige nyhedsbreve til medlemmerne.

De ajourførte prognoser vil forventeligt blive indført med virkning fra den 1. august 2017 med indregning af såvel fremtidige levetidsstigninger som inflationsregulering af indbetalingerne. For de fleste medlemmer vil nettovirkningen være uændrede eller stigende prognoser. For medlemmer på vej mod pension kan der blive tale om mindre fald. Vi vil i et kommende nyhedsbrev orientere nærmere om konsekvenserne.

Finanstilsynets redegørelse indeholder også en risikooplysning vedr. JØP’s investeringsstrategi, og risikoen for at der på kort sigt ikke kan opnås et afkast, som er højt nok til at understøtte pensionernes beregningsrente.

Det lave renteniveau, som sætter afkastet på kort sigt under pres, er en velkendt udfordring for hele branchen. Bestyrelsen anerkender denne risiko og har derfor i en årrække regelmæssigt drøftet og tilpasset investeringsstrategien med udgangspunkt i det lave renteniveau. Konklusionen har været, at vi ønsker at fastholde en strategi med en høj aktieandel og dermed et højere forventet afkast på sigt - vel vidende, at risikoen er større.

Endelig indeholder Finanstilsynets redegørelse påbud af mere formel karakter vedr. risikoforrentning, investeringsretningslinjer og outsourcing, som er taget til efterretning.

_____________________________________________________________________________

Finanstilsynet har været på ejendomsinspektion i JØP i januar-april 2016 og har i den forbindelse udsendt en redegørelse.

Læs Finanstilsynets redegørelse her.

JØPs kommentar til redegørelsen:

I forbindelse med en ordinær inspektion af JØP’s ejendomme har Finanstilsynet pålagt JØP at nedskrive tre ejendomme med i alt 25 mio. kr. Det svarer til  0,9 procent af den samlede værdi af ejendomsporteføljen på 2.876 mio. kr. 

Den ene af de tre ejendomme er blevet solgt til den oprindeligt bogførte værdi, hvorefter nedskrivningen reelt udgør 0,5 procent.  

Redegørelsens påbud er taget til efterretning.