Generalforsamling 2018

JØP afholdte ordinær generalforsamling den 18. april 2018 på Scandic Copenhagen. 

Knap 250 medlemmer deltog i JØP’s generalforsamling.

Anders Eldrup oplyste i sin mundtlige beretning, at 2017 var et godt år for JØP, der opnåede et afkast på 9,1 pct. Medlemstallet steg med 8 pct. til knap 65.000 medlemmer, og administrationsomkostningerne er siden 2015 reduceret fra 675 kr. til 601 kr.

De gode resultater er opnået sammen med DIP, Danske civil- og akademiingeniørers Pensionskasse, som JØP har arbejdet sammen med i fem år. Samarbejdet har indfriet alle forventninger, og derfor forventer bestyrelsen på næste års generalforsamling at stille forslag om en fusion mellem JØP og DIP.

Formanden oplyste videre, at investeringerne er en vigtig del er kerneforretningen, men også den løbende udvikling af pensionsordningen er vigtig.

I 2017 forbedrede pensionskassen gruppeforsikringen med forhøjet udbetalinger ved død, kritisk sygdom og ulykke. Samtidig er dækningen forlænget med tre år, så den løber, til man fylder 68 år.

Derudover stillede bestyrelsen forslag om, at flytte Afdeling 1, omtegnet over i Afdeling 2 for at give de omtegnede medlemmer i Afdeling 1 samme produktudbud og fleksibilitet som i Afdeling 2.

Generalforsamlingen godkendte de fremsatte medlems- og bestyrelsesforslag og godkendte lønpolitikken. Derudover var der genvalg til revisionsfirmaet EY.

Referat af generalforsamlingen

Præsentation

Dagsorden Generalforsamling 2018

Årsrapport 2017

Fuldmagt