Mere tid til medlemmerne


Nye digitaliseringstiltag i 2018 er med til at optimere vores arbejdsprocesser og giver os bedre tid til vores medlemmer. 


Det er vigtigt for JØP at kunne give medlemmerne den bedst mulige service og samtidig sikre dem lave omkostninger. Derfor har JØP samarbejdet med startupfirmaet Datasolvr om en række digitaliseringsløsninger i 2018. Formålet med projekterne er at give mere tid til rådgivning, bedre service og fortsat lave omkostninger.


"Vi forsøger hele tiden at gøre vores arbejde mere effektivt og mindre omkostningstungt. For i sidste ende er hver en krone brugt på administration en krone, der går fra medlemmernes pensioner. Derfor er vi stolte af, at vi allerede i dag har nogle af branchens laveste omkostninger. Den position agter vi selvfølgelig at kæmpe hårdt for at beholde, og her er digitalisering et afgørende element", siger adm. direktør Søren Kolbye Sørensen.

Intelligent mail-system

Et af disse projekter, som er et produkt af samarbejdet mellem JØP og Datasolvr, er mail-robotten, som sørger for, at alle mails lander hos den medarbejder, der kan hjælpe medlemmet bedst muligt. Det spændende ved mail-robotten er, at den bliver bedre og skarpere til sit arbejde for hver mail, der bliver sendt til JØP. Robotten er nemlig bygget på teknologien, der hedder machine learning, hvilket betyder, at den hele tiden lærer på baggrund af de oplysninger, den bliver fodret med.


"Det er et godt billede på den rejse, JØP har bevæget sig ud på de senere år, hvor vi høster flere og flere af digitaliseringens gevinster", siger adm. direktør Søren Kolbye Sørensen.


Udover mail-robotten har JØP også samarbejdet med Datasolvr om et nyt system til at håndtere medlemsdata. Alle projekterne, som Datasolvr har lavet for JØP, er bygget på open source teknologi, hvilket har medvirket til at holde prisen på de nye systemer nede.