JØP leverer godt første halvår med afkast på 1.672 mio. kr.

Trods uro på de finansielle markeder fik JØP et bedre afkast end forventet i årets første halvdel. Pensionskassens halvårsrapport er offentliggjort den 31. august.

Med et afkast på 1.672 mio. kr. svarende til 2,6 pct. fik JØP et bedre halvår end forventet på trods af uroen på de finansielle markeder.

"Efter en haltende start på året er aktierne kommet godt med, og da både obligationer og alternative investeringer som fx ejendomme har nydt godt af det fortsatte rentefald, ser 2016 på nuværende tidspunkt lidt bedre ud end forventet", siger Torben Visholm, adm. direktør i JØP.

JØP sluttede første halvår med det højeste investeringsafkast hidtil for året. Afkastet er siden steget, og det lå ved udgangen af august på 5,03 pct.

Både medlemstal og pensionsindbetalinger er fortsat i solid vækst hos JØP, der har nogle af branchens laveste omkostninger og højeste depotrenter. Medlemstallet er oppe på godt 59.000, og medlemmernes indbetalinger steg til 1.519 mio. kr. - en fremgang på 7,1 pct. i forhold til samme periode året før.

JØP er 100 pct. medlemsejet. Sammen med DIP (ingeniørernes pensionskasse) har JØP etableret administrationsfællesskabet P+, der samlet forvalter mere end 105 mia. kr. for de i alt 85.000 medlemmer.