DIP/JØP køber Nordens største portefølje af logistikejendomme

DIP/JØP har sammen med Lægernes Pensionskasse og PFA købt den største portefølje af moderne logistikejendomme i Norden. Porteføljen består af 28 moderne logistikejendomme placeret ved centrale distributionscentre i Sverige, Finland og Danmark. Tilsammen er der tale om 650.000 kvadratmeter. DIP/JØPs investering svarer til 0,5% af de to pensionskassers samlede balance.

”Logistikejendomme er kendetegnet ved lange lejeaftaler, stabile lejeindtægter og forudsigelige omkostninger. Det kommer i høj grad vores medlemmers pensionsopsparinger til gode, at vi øger vores investeringsvolumen inden for netop logistikejendomme,” siger DIP/JØPs investeringsdirektør Jacob Hübertz.

De regionale konjunkturer i Europa er i fremgang, og ikke mindst renteudviklingen gør ejendomsinvesteringer interessante. Afkastet på ejendomme er således historisk højt i forhold til renteniveauet.

”Investeringen passer godt til vores overordnede strategiske mål om at øge eksponeringen mod fast ejendom samt øge vores allokering til logistik, som er en sektor, vi tror, vil klare sig bedre end det generelle ejendomsmarked.”

 ”Vi er tilfredse med det konsortium af investorer, herunder Lægernes Pensionskasse og PFA, som er gået med i denne investering. Vi finder det endvidere positivt, at NREP, den førende logistikforvalter i Norden, fortsætter som forvalter samt medinvestor”, siger Jacob Hübertz.