Løft din pension inden nytår

Hvis du vil forbedre din pension og få fradraget i år, så bestil et indbetalingskort senest 10. december.

 Det hele foregår på Min pension, hvor du skal gå ind under ’Bestil Indbetalingskort’. Skriv beløbet, du vil indbetale, og vælg den pensionsordning, som du vil indbetale på. Så sender vi dig et indbetalingskort med posten. Vær opmærksom på, at hvis du er tilmeldt elektroniske indbetalingskort i din bank, så får du indbetalingskortet i din netbank.

Du kan vælge mellem disse pensionstyper:

Ratepension

På en ratepension kan du i år få skattefradrag for maksimalt 50.900 kr. Ratepension bliver til sin tid udbetalt over mindst 10 og højst 25 år. Dine efterladte får restbeløb udbetalt, hvis du dør, inden udbetalingen er slut.

JØP Almindelig ordning og Supplerende alderspension

Du kan også betale til livsvarig pension, og her er der to typer: JØP Almindelig ordning skal du vælge, hvis du både vil øge alderspensionen og de øvrige dækninger i din pensionsordning. Supplerende alderspension er god, hvis du udelukkende vil øge størrelsen af din alderspension, for der er ingen dækninger til din familie.

Du kan i år højst indbetale 46.900 kr. på den ene eller begge ordninger tilsammen.

Frist for indbetaling

Fristen for at indbetale til os er senest 30. december.