Ændringer i forudsætninger

Din pension skal holde længere

Medlemmer af JØP lever heldigvis længere og længere. Den kendsgerning har betydning for din pensionsprognose.

JØP følger løbende udviklingen i de forudsætninger, som ligger til grund for beregningen af din pension. På den måde sikrer vi, at vores medlemmer har et optimalt pensionsprodukt.

Sker der ændringer i forudsætningerne, skal JØP tilpasse disse. Ændringerne kan skyldes alt fra ændringer i det statistiske grundlag til ændringer i lovgivningen.

JØP gennemfører følgende ændringer:

  • Justering af levetidsforudsætningerne.
  • Ændring af prognoseforudsætninger for bidragsindbetalinger.
  • Ændring af udløbsalderen.
  • Ændring af grundlagspension.

Er du allerede gået på pension, kan du læse mere her

Ny pensionsoversigt til august

Ændringerne forventes at træde i kraft til august 2017, hvor JØP vil lægge en pensionsoversigt for 2017 på Min pension

Pensionsoversigten vil vise din pensionsordning beregnet på de nye forudsætninger. Der er flere ændringer på samme tid, som hver især påvirker risikodækningerne og den forventede alderspension forskelligt. Størrelsen af påvirkningerne afhænger bl.a. af din alder samt størrelsen på dit bidrag og opsparede depot.

Du skal ikke gøre noget nu. I stedet opfordrer JØP dig til at afvente din næste pensionsoversigt, som du kan se på Min pension til august.

De fire områder i detaljer

Vil du vide mere om de fire områder, herunder udspecificering af hvilke medlemsgrupper ændringerne får effekt for, kan du læse mere nedenfor.

For at kunne give dig et indtryk af hvad ændringerne betyder for dig som medlem, har JØP udarbejdet en række scenarier med pensionsberegninger, se boksen til højre på denne side for en række konstruerede medlemmer før og efter indførelsen af de nye forudsætninger. 



Justering af levetidsforudsætningerne

Danskerne bliver ældre og ældre og det gør JØP’s medlemmer også. Det har betydning for din pension, og for hvor langt den skal række, eftersom alderspension er livsvarig og ikke tidsbegrænset.

Når JØP regner med for korte levetider, så sker der det, at JØP løbende kommer til at sætte pensionerne ned, efterhånden som JØP konstaterer, at medlemmerne lever længere. Det skyldes, at alderspensionen er livsvarig og ikke tidsbegrænset.

Ud over JØP justerer forudsætninger for levetiden, så begynder JØP også at indregne de forventede fremtidige levestigninger. Det betyder, at JØP indregner, at jo yngre man er, jo ældre forventer JØP man bliver. Indregningen af de øgede levetider vil derfor have betydning for udbetalingsforløbet.

Ændring i udbetalingsforløb

Ændringen i udbetalingsforløbene er et spørgsmål om, hvornår de opsparede midler bliver udbetalt. Med det nye udbetalingsforløb vil man i begyndelsen af pensionisttilværelsen få en lavere pension end det nuværende udbetalingsforløb. Til gengæld vil pensionen være højere senere.




JØP vil løbende tilpasse udbetalingsforløbet, så den forventede udbetalte pension nogenlunde fastholder samme størrelse i udbetalingsforløbet. Man skal dog være opmærksom på, at købekraften af pensionen forventeligt vil falde over tid. 

Generelt kan man sige, at man ikke mister noget, ved at JØP ændrer på udbetalingsprofilerne, men at man får sin pension udbetalt på en anden måde. 

Alderspension

Ændringen af levetidsforudsætningerne vil isoleret set medføre, at den forventede alderspension de første år falder. Da invalidepensionen som hovedregel er fastsat til at have samme størrelse som alderspensionen, vil denne dækning også falde. Tilsvarende gælder for de andre risikodækninger.

De nuværende alderspensionister vil ikke få justeret levetidsforudsætningerne og skal derfor være opmærksomme på, at de fastholder deres nuværende faldende udbetalingsforløb.

Ændring af prognoseforudsætninger for bidragsindbetalinger

Pensionsbidragene bliver fremover reguleret i takt med inflationen og bliver dermed mere retvisende.

Regulering af bidragene betyder, at betalende medlemmer vil få en højere forventet alderspension. Effekten vil være størst for de yngre betalende medlemmer. Regulering af bidragene har ingen effekt for pensionister og hvilende medlemmer.

Inflationssatserne, som anvendes til at regulere bidragene i prognoserne, vil løbende blive tilpasset de generelle forventninger til inflationen. 

Ændring af udløbsalderen

Tilbagetrækningsalderen for akademikere er høj i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet, og alderen er stigende. For JØP’s medlemmer har tilbagetrækningsalderen de seneste fem år ligget mellem 65 og 66 år, og senest var tilbagetrækningsalderen over 66 i i 2016 for de mandlige medlemmer. Da JØP ønsker at kunne forsikre medlemmerne ved tab af erhvervsevnen i hele det erhvervsaktive liv, er det derfor nødvendigt at justere på den såkaldte udløbsalder.

På den baggrund har JØP besluttet at indstille til generalforsamling den 24. april 2017, at risikodækningerne løber til 68 år mod i dag 65/67 år. Ændringen ændrer ikke ved, hvornår det enkelte medlem har mulighed for at gå på alderspension.

Invalidepension til 68 år

Ændringen af udløbsalderen til 68 år betyder, at invalidepensionen løber frem til alder 68 år, hvor alderspensionen så starter med at blive udbetalt. I beregningen af alderspensionen forudsættes dermed, at man går senere på pension, hvilket isoleret set giver en højere alderspension. Da invalidepensionen som hovedregel er fastsat til at have samme størrelse som alderspensionen, vil denne dækning også stige. Tilsvarende gælder for de andre risikodækninger. 

Udløb af gruppeforsikringen vil fortsat være 67 år for dødsfalds- og ulykkesforsikringerne samt ved visse kritiske sygdomme og 60 år for invalidesummer.

Hvem bliver berørt af ændringerne?

I afdeling 2 er udløbsalderen i dag 65 år, mens den i afdeling 1 er 67 år. Hvis du allerede er 65 år henholdsvis 67 år eller pensionist, vil ændringerne derfor ikke få betydning for dig. Hvis du er medlem i afdeling 1, ikke-omtegnet, får du heller ikke ny udløbsalder.

Hvis du har valgt kronedækning, så ændrer størrelsen på dine risikodækninger sig ikke, men du vil være dækket flere år, nemlig frem til alder 68 år.

Ændring af grundlagspension

De ændrede levetider betyder, at JØP ændrer de forudsætninger om dødelighed, som beregningen af grundlagspensionen er baseret på. De ændrede forudsætninger for dødeligheden vil betyde et fald i grundlagspensionerne både for risikodækningerne og alderspensionen.

Langt de fleste medlemmer vælger at få omregningspensionen udbetalt, hvorfor ændringen i grundlagspensionen ikke får betydning for den udbetalte pension for disse medlemmer.

Grundlagspensionen regnes på tegningsgrundlaget, som er baseret på et forsigtigt skøn over den fremtidige forretning og forudsætning om medlemmerne levetider, invaliditet m.m. De længere forventede levetider betyder, at forudsætningerne om medlemmernes levetider ikke længere er et forsigtigt skøn og dermed ikke længere er betryggende. Grundlaget er betinget, jf. vedtægtens § 11 og teknisk grundlag, hvilket betyder, at grundlagspensionen kan omregnes, hvis der er grundlag herfor. Omregningen af grundlagspensionen med de ændrede forudsætninger om dødeligheden vil ske i august 2017 samtidig med de nye pensionsprognoser. 

For medlemmer i afd. 1, ikke-omtegnet sker omregningen kun for bonustilskrivninger, bidragsforhøjelser og indskud siden den 1. januar 2006.

Er du alderspensionist og får udbetalt grundlagspension, kan du læse mere her.