Skat og fradrag 2017

Skattesatser og fradragsregler

I 2017 er bundskatten ændret fra 9,08 pct. til 10,08 pct. Topskatteprocenten er uændret. Sundhedsbidraget er faldet fra 3 pct. til 2 pct. i 2017.

Du kan i skemaet se skattesatserne for 2017:

Skat Procentsats
Gennemsnitlig kommuneskat og sundhedsbidrag: 26,9 %
Bundskat 10,08 %
I alt 28,9 %
Topskat 15,0 %
Skatteloft* 51,95 %

* Skatteloftet er udtryk for, hvor høj en samlet skatteprocent du kan komme til at betale af din indkomst. Bemærk, at eventuel kirkeskat ikke er medregnet.

Topskattegrænsen i 2017 er på 479.600 kr. (efter am-bidrag er trukket).

Fradragsloft på indbetaling til ratepension

Fradragsgrænsen i 2017 er på 53.500 kr. om året på indbetalinger til ratepension. Det betyder, at du ikke kan fradrage mere end 53.500 kr. Det er underordnet, om det er din arbejdsgiver, der indbetaler til pensionen – eller om det er dig selv.

Livrente – intet fradragsloft

Du kan indbetale på en livrenteordning (JØP Almindelig ordning og Supplerende alderspension er livrenteordninger) og få fuldt fradrag for pengene, da der her ikke er sat et fradragsloft. Du kan benytte dig af to fradragsregler, når du selv indbetaler:

  • 10-årsreglen, hvor hovedreglen er, at du skal betale det samme bidrag uafbrudt i mindst 10 år for at få lov til at trække indbetalingerne fra i indbetalingsåret. Hvis du nedsætter eller standser dine indbetalinger inden 10-årsperioden er gået, kan SKAT med tilbagevirkende kraft kræve dit fradrag omlagt over 10 år med et årligt procenttillæg.
  • Opfyldningsfradraget: Du har et fradrag på 49.300 (2017), som du kan bruge af ved indbetalinger til livsvarige livrenter. Det vil sige, at du kan indbetale op til 49.300 kr. på din JØP Almindelig ordning og få fradrag for dem i indbetalingsåret.

I JØP's bilag 1 til regulativerne er der sat regler for, hvor meget du kan indbetale på JØP almindelig ordning.

Hvis det er din arbejdsgiver, der indbetaler til din pensionsordning, får du fradrag i bruttolønnen, og du skal derfor ikke fradrage beløbet på årsopgørelsen fra SKAT.

Supplerende engangsydelse er afskaffet

Supplerende engangsydelse blev pr. 1. januar 2013 afskaffet som følge af skattereformen i 2012, så den har været hvilende siden den 1. januar 2013. Det betyder, at du ikke længere kan indbetale på den. Du kan få den udbetalt, fra du er fyldt 60 år (hovedregel, læs mere om pensionsudbetalingsalderen).

Grænsen for hvornår du senest skal have udbetalt din kapitalpension er 15 år efter din pensionsudbetalingsalder.

I stedet for kapitalpension og Supplerende engangsydelse er der oprettet et produkt, der hedder Aldersopsparing. Her kan du indbetale op til 29.600 kr. om året (2017), og beløbet er ikke fradragsberettiget. Hvis du indbetaler mere end 29.600 kr., skal du betale 20 pct. i afgift af den del, der overstiger 29.600. Afgiften vil blive afkrævet automatisk. JØP udbyder ikke produktet, men du kan oprette det i Lægernes pensionsbank.

Udligningsskat på store pensionsudbetalinger

Udligningsskatten udgør i 2017 3 pct. af pensionsudbetalinger på over 388.200 kr.