Ny pension i anden pensionskasse

Hvis dit bidrag på grund af jobskifte eller af anden grund ophører, kan du enten forblive medlem af JØP eller overføre din opsparing til en tilsvarende pensionsordning. I visse tilfælde kan du få udbetalt din udtrædelsesgodtgørelse kontant.

Din udtrædelsesgodtgørelse bliver beregnet på baggrund af de opsparede reserver på udtrædelsesdagen.

Ved udtrædelse tages et gebyr på 5 pct. af udtrædelsesgodtgørelsen, dog maksimalt 900 kr.

Hvis udtrædelsesgodtgørelsen overføres til en anden obligatorisk pensionsordning i forbindelse med jobskifte, betaler du ikke gebyr.

Kontant udbetaling begrænses af overenskomsterne

Ifølge overenskomsterne for det offentlige område og nogle overenskomster baseret på de offentlige overenskomster kan overenskomstmæssige bidrag indbetalt efter den 1. april 1993 ikke udbetales kontant. Dog kan bidrag indbetalt i perioden 1. april 1993 til 31. marts 1995 udbetales kontant ved emigration, såfremt du samlet set er berettiget til at udtræde.

Kontant udbetaling

Kontant udbetaling forudsætter, at du på udtrædelsestidspunktet ikke har tiltrådt eller truffet aftale om at tiltræde en stilling som tjenestemand eller en stilling, som nu eller senere vil blive omfattet af pensionskassemedlemskab eller en forsikringsmæssig pensionsordning.

Bemærk, at udtrædelsesgodtgørelsen tidligst kommer til udbetaling, et år efter du er fratrådt din pensionsgivende stilling.

Har du orlov fra en pensionsgivende stilling, kan udtrædelsesgodtgørelsen ikke udbetales kontant.

Overstiger udtrædelsesgodtgørelsen bruttolønnen for en kandidat på første løntrin af statsoverenskomsten, kan den ikke udbetales kontant.

Overførsel af udtrædelsesgodtgørelse

Det er kun muligt at overføre udtrædelsesgodtgørelse til en pensionskasse eller en forsikringsmæssig pensionsordning af samme type som JØPs.

Ved overførsel er der ingen beløbsmæssige grænser og ingen afgift til staten.

Sker overførsel til en pensionsordning med obligatorisk medlemskab i forbindelse med jobskifte overfører JØP hele din reserve. Det vil sige, at JØP ikke fratrækker et gebyr.

Du kan ikke overføre udtrædelsesgodtgørelsen til kapitalpension eller ratepension i pengeinstitutter eller forsikringsselskaber.

Udtrædelsesgodtgørelse og skat

Hvis du er berettiget til kontant udtrædelsesgodtgørelse, skal JØP - i henhold til pensionsbeskatningsloven - tilbageholde en afgift på 60 procent af beløbet som afregnes til SKAT.