Velkommen i JØP

Du har nu fået pensionsordning i JØP - JØP Almindelig ordning. Den omfatter automatisk en række ydelser, som først og fremmest er en høj livsvarig alderspension, men også andre ydelser, som skal sikre dig og din familie ved invaliditet og død.

Som nyt medlem af JØP kommer du i afdeling 2 og har ret til løbende alderspension fra du fylder 60 år. JØP's alderspension kommer normalt til udbetaling, når du fylder 67 år i afdeling 1 og 65 år i afdeling 2. Du kan vente med at gå på pension, til du bliver 80 år. Går du på pension, når du fylder 60, bliver din pension mindre, end hvis du venter til fx 67 år, da betalingsperioden og forrentningsperioden er kortere og udbetalingsperioden længere.

Gruppeforsikringer

JØP almindelig ordning omfatter ud over løbende pensioner også gruppeforsikringer, som betyder, at du og din familie vil få udbetalt en forsikringssum, hvis du dør, får udbetalt invalidepension fra JØP eller bliver udsat for en ulykke.

Følgende forsikringssummer er omfattet af JØP's almindelige pensionsordning:

  • Livsforsikring

  • Ulykkesforsikring

  • Invalidesumsforsikring

  • Forsikring ved visse kritiske sygdomme.

Gruppeforsikringerne indeholder risikobegrænsninger, karensregler for visse grupper af medlemmer samt andre særlige forhold, der kan have betydning.

Du kan læse forsikringsbetingelserne ved at downloade brochuren Gruppeforsikringer nedenfor.

Ægtefælle- / samleverpension

Når du dør, har din ægtefælle, registrerede partner eller samlever ret til pension fra JØP i 10 år. Pensionen udgør 40 pct. af din egen pension. For medlemmer med opsparing på gammel ordning (gældende indtil 1990) er ægtefællepensionen livsvarig og udgør 60 pct. af egenpensionen.

Der er forskellige betingelser for at pensionerne kan udbetales, hvilket du kan læse mere om i brochurerne nedenfor.

Børnepension

Hvis du dør, inden du går på pension og har børn under 24 år, vil de få udbetalt børnepension, indtil de fylder 24 år. Dette gælder også for adoptivbørn og stedbørn, hvis de er blevet forsørget af dig. Børnepensionen udgør for hvert barn 20 pct., der beregnes af din egen pension på tilkendelsestidspunktet. Er begge forældre døde, udgør børnepensionen 40 pct. af din egen pension på tilkendelsestidspunktet.

Invalidepension

Hvis du bliver invalid, og din erhvervsevne som jurist eller økonom nedsættes til 1/3 eller derunder, har du ret til invalidepension. Derudover er du berettiget til gruppelivsforsikringens invalidesum. Hvis du har børn under 24 år, vil de få udbetalt børnepension, indtil de fylder 24 år.

Spare mere op?

Du har mulighed for at spare mere op til pension enten på Supplerende alderspension eller på JØP Ratepension.

Særlige forbehold

Hvis du har en lidelse eller andet handicap, kan du normalt optages i JØP, dog med forbehold for reduceret udbetaling.

JØP kan tage forbehold om, at du ikke har ret til invalidepension. Forbeholdet tages, når der på optagelsestidspunktet er konstateret en invaliditet, som i almindelighed ville give ret til udbetaling af invalidepension. Forbeholdet har ingen tidsbegrænsning og gælder såvel overenskomstansatte som øvrige medlemmer - uanset om der ved optagelsen er afgivet helbredserklæring eller ej.

Et optagelsesforbehold er ikke et generelt afslag på invalidepension. JØP vil fx typisk tage forbehold i tilfælde af blindhed, men det udelukker ikke muligheden for invalidepension, hvis du efter optagelsen mister erhvervsevnen som følge af en sygdom, der ikke hænger sammen med blindhed.

JØP's regler finder du i pensionsregulativerne og i det tekniske grundlag ved regler om bonusberegning. Som bilag til det tekniske grundlag findes reglen om bonusanvendelse. Du kan læse mere i JØP's vedtægt og Regulativ 1 og 2, som du finder nederst på siden.

Hvornår er du ikke dækket af gruppeforsikringerne?

Hvilende medlemmer er ikke dækket af gruppeforsikringerne. Medlemmer, som først stopper deres indbetalinger og dermed bliver hvilende medlem, efter de fylder 60, kan dog vælge stadig at være omfattet af livsforsikringen i JØP. Invalideforsikringen bortfalder ved 60 år, mens de øvrige forsikringer bortfalder, når du fylder 67 år.