Nyt job - hvad med din pension?

Din pensionsordning hænger ofte sammen med dit job. Derfor kan du ved jobskifte opleve, at du også skifter pensionskasse. Men du kan overføre din tidligere ordning til JØP, så du har dine pensionordninger samlet.

Hvis du er blevet medlem af JØP i forbindelse med et jobskifte og har en pensionsordning stående i et andet selskab, kan du vælge at få den flyttet til din nye ordning hos os. Vi tager ikke noget gebyr, så det koster dig ikke noget at flytte din opsparing til JØP, når blot det sker inden tre år efter jobskiftet. Det afgivende selskab kan dog tage et gebyr. Hvis din pensionsordning er på under 49.300 kr. (2017), er der heller ikke noget gebyr hos os.

Hvis der er gået mere end tre år efter jobskiftet, og pensionsordningen er på over 49.300 kr. (2017), tager vi et gebyr.

Hvad skal du gøre, hvis du vil overføre?

Hvis du vil overføre et depot til os fra et andet pensionsselskab, eller du ønsker rådgivning om overførsler, så send en mail til joep@pplus.nu og vedhæft en kopi af din seneste rapport fra Pensionsinfo. Så kontakter vi dig for en snak om at samle din opsparing.

Hvis du beslutter dig for at overføre din ordning til os, er processen sådan her: Du modtager en overførselsbegæring, som du skal udfylde, underskrive og returnere. Når vi har din begæring, anmoder vi dit tidligere pensionsselskab om at flytte pengene og klarer alt det praktiske. Vi skriver til dig, når det hele er plads.

Hvis du har fået nyt job med pension i en anden pensionskasse?

Hvis du har din pensionsordning hos os og i forbindelse med et jobskifte skal være obligatorisk medlem i et andet selskab, har du tre muligheder:

  • Du kan lade pengene stå og trække renter i JØP og fortsætte som hvilende medlem af JØP.
  • Du kan fortsætte i JØP som selvbetaler. Det kræver, at du betaler et pensionsbidrag på mindst 1.300 kr. pr. måned.
  • Du kan overføre din opsparing til dit nye selskab (udtræde af JØP), hvis der er tale om en pensionskasse eller en forsikringsmæssig pensionsordning af samme type som JØP's. Du kan kun overføre til ordninger, der er omfattet af den danske pensionsbeskatningslov og derfor ikke til en udenlandsk pensionsordning. Hvis du vil overføre din pension, skal du henvende dig til dit nye selskab, som så vil tage sig af overførslen.

Små ordninger

Hvis du har små ordninger, det vil sige ordninger under 20.000 kr., så kan det være en idé at samle dem, da du betaler administrationsomkostninger for at have ordningerne stående, selvom du ikke betaler til dem. Nogle selskaber tager et mindre gebyr ved disse overførsler. Du skal kontakte det afgivende selskab for at høre, om de tager et gebyr.

JØP tager ikke gebyr ved overførsler under 20.000 kr. hverken til eller fra JØP.

Kan jeg få min opsparing udbetalt, hvis jeg flytter til udlandet

Som hovedregel kan du ikke få udbetalt din opsparing, hvis du har været ansat i staten, en kommune eller en region. Indbetalinger før den 1. april 1995 og indbetalinger fra privat ansættelse og som selvbetaler kan udbetales, hvis du er emigreret. Du skal betale afgift på 60 pct. af det udbetalte beløb. Du kan kontakte os og høre nærmere.