Sådan udregnes din pension

Vi giver dig det højst mulige afkast af dine indbetalinger og dermed en høj pension. Du skal betale for, at du og din familie er sikret udbetalinger, hvis du kommer galt afsted. Se hele regnestykket her.

JØP's pensionsordning

Din pensionsordning består af flere elementer. Du er økonomisk dækket ved invaliditet, visse kritiske sygdomme og ulykke efter regler beskrevet i pensionsregulativet og de til enhver tid gældende gruppelivsaftaler. Derudover er dine efterladte som hovedregel dækket, når du dør. I så fald udløses ægtefælle-/samleverpension, børnepensioner samt gruppelivsforsikring. Den resterende del af indbetalingerne anvendes til alderspension.Dine pensionsrettigheder er nærmere beskrevet i JØP's pensionsregulativer (vedtægt), som du kan udskrive direkte her fra hjemmesiden.

Sådan beregnes din pension

Din pension beregnes på baggrund af dine pensionsindbetalinger efter regler beskrevet i JØP's tekniske grundlag, som anmeldes til Finanstilsynet. Hvis din pensionsordning er arbejdsgiverindbetalt, er JØP pligtig til at afregne arbejdsmarkedsbidrag (p.t. 8 pct.) til staten. De pensionsydelser, vi beregner til dig, er baseret på, at dit nuværende bidrag fortsættes uændret, til du fylder 65/67. Hvis din indbetaling ændres undervejs, vil dine pensionsydelser blive justeret, svarende til ændringen. En gang årligt udsender JØP en pensionsoversigt, der viser dine pensionsrettigheder.

Bonus

Reglerne for beregning af dine pensionsydelser (pensionskassens tekniske grundlag anmeldt til Finanstilsynet) skal efter loven fastsættes betryggende, således at der er stor sikkerhed for, at JØP kan leve op til udbetalingen af de beregnede pensionsydelser. I det omfang det faktiske forløb er bedre end beregningsforudsætningerne, opstår der et overskud på forsikringerne. En del af dette overskud kan, når det vurderes betryggende, føres tilbage til din pensionsordning i form af bonus. Reglerne for bonustilskrivning følger det til enhver tid anmeldte bonusregulativ.

Tillæg

Ikke alle dele af det overskud som pensionskassen opnår, udbetales som bonus. En del af overskuddet akkumuleres i fællesreserver og egenkapitalen. For at det overskud, du har været med til at opbygge via egenkapitalen, ikke skal 'foræres' til næste generation, udloddes et tillæg, når du går på pension. Tillæggets størrelse fastsættes af bestyrelsen. Det er variabelt og kan helt eller delvist bortfalde.