JØP bygger opad på Østerbro

Der blev serveret hotdogs og fadøl under presenningen på 6. etage, da JØP inviterede til rejsegilde for at fejre tilbygningen af 13 nye taglejligheder på en ejendom på Østerbro i København.

Mange beboere i ejendommen Marselisborg på Østerbro i København var mødt frem for at se skelettet til de 13 nye taglejligheder, som JØP bygger på ejendommens 6. etage.

En del af en større plan
Byggeriet er en del af en større optimering af ejendommen, som foruden tilbygningen af de 13 taglejligheder også inkluderer nye depotrum i kælderen samt renovering af bagtrappen som forberedelse til installation af elevator.

”Når vi går i gang med en tilbygning som den her, er det altid en del af en større masterplan for ejendommen, som strækker sig over 15-20 år. Vi forsøger at gennemtænke alt fra starten, så vi ikke er nødt til at ændre på noget igen om fem år”, fortæller Lars Blaabjerg Christensen, Senior Asset Manager i JØP.

JØP har tidligere erfaring med at bygge opad, da der blandt andet er bygget 12 nye tagboliger til JØP’s ejendom på Katrinebjerg i Aarhus.

Om boligerne
Tagboligerne bliver mellem 80-130 kvm fordelt på 2-3 værelser foruden køkken/alrum, gang og badeværelse, og alle lejligheder har altan vendt mod ejendommens gård.

Lejen for boligerne er endnu ikke fastsat, men forventes at ligge mellem 14.000-20.000 kr. Lejlighederne forventes at være indflytningsklar til oktober, men allerede fra juli vil det være muligt at se en færdig prøvelejlighed.

Udlejningen af lejlighederne varetages af ejendomsadministrationsselskabet DEAS, og er du interesseret i at bo i en af de nye lejligheder, kan du sende en e-mail til interesselisten@deas.dk – mærket ”Marselisborg” og blive skrevet op.