JØP underskriver klimabrev

JØP har sammen med 59 andre investorer skrevet under på et klimabrev, der tilskynder olie- og gasindustrien til mere ansvarlighed samt at skabe langsigtede løsninger for at reducere deres CO2-udslip i fremtiden.

Initiativet blev præsenteret tidligere i maj måned – samme måned, hvor en række af verdens største olie og gasvirksomheder afholdte deres årlige generalforsamling. Investorerne bag initiativet ønsker især, at olie- og gasindustrien reducerer deres CO2-udledning, samt fastsætter målsætninger med udgangspunkt i Paris-aftalen.

Bred opbakning

Den brede opbakning ses i mængden af investorer, der har tilsluttet sig initiativet.
”Det er et stærkt signal, når så mange og store investorer går sammen og direkte bruger Paris-aftalen som løftestang for at kræve handling af olie og gasindustrien. Det er afgørende, at selskaber forholder sig til Paris-aftalen, hvis deres forretning fortsat skal være en attraktiv langsigtet investering for os” siger Kirstine Lund Christiansen, Head of ESG for JØP.

Aktivt ejerskab

JØP har tilsluttet sig initiativet i overensstemmelse med JØP’s politik for ansvarlige investeringer.

Kirstine Lund Christiansen forklarer ”Vi er bevidste om, at vi har et fælles ansvar for at nå målene i Paris-aftalen. Derfor er et aktivt ejerskab en del af vores investeringspolitik. Som en del af vores aktive ejerskab, rejser vi vores bekymringer offentligt, på generalforsamlinger og via dialog med virksomheder, vi investerer i”